Kort om projektet
Krogsgaard & Co har udført den samlede tømrerentreprise i skabelsen af restaurant Alchemist. Udgangspunktet var en gammel tom industribygning, i dag træder man ind i et overflødighedshorn af smag, duft, lyd, lys og unikke omgivelser
”Det er perfektionistisk håndværk, ypperlige materialer og nyeste teknologi, der gemmer sig bag murene i den tidligere B&W-bygning i Nomas nabolag.” (Bent Brandt, godt grej til gastronomi)
Kokken Rasmus Munk er en mand med ambitioner og viljen til at føre dem ud i livet. Samarbejde og vilje til at nå målet har udfordret alle på byggepladsen. Alle har vi strakt os så langt vi kunne og herefter en lille smule mere igen og igen.
Mere om opgaven
Etageadskillelserne bygget omkring restauranten, den store dome, skaber en følelse af en bygning i bevægelse. Logistik og fleksibilitet har været nøgleord i skabelsen af dette oplevelsesMekka.
Opførelse af Alchemists nye 2000 kvadratmeter store restaurant i en gammel industrihal på værftsområdet på Refshaleøen i København.
”Ambitionerne er tårnhøje”, sagde chefkok, idémand og medindehaver Rasmus Munk inden projektets start, og de ambitioner må siges at være blevet indfriet, men resulterede også i at byggeperioden trak ud og endte med at blive omkring dobbelt så lang som først planlagt.
Det er imidlertid ikke kun ambitionerne, der var tårnhøje, det er selve bygningen, der huser restauranten også. Hele 22 meter er der til loftet i den gamle industrihal, der er inddelt i tre lokaler beliggende på hver sin etage. En ti kvadratmeter stor og tre tons tung hoveddør i bronze, designet af den danske kunstner Maria Rubinke, en vinkælder, med plads til 10.000 flasker vin, og en 360 graders skærm på 18 meter i restaurantens centrum, har været nogle af de spændende udfordringer, der har skullet tages stilling til i løbet af projektet.
Opgaven fra Krogsgaard og Co.’s side blev udført som tømrerentreprise, og var trods hele projektets samlede storslåede og eksperimenterende beskaffenhed, ikke det mest komplekse projekt, hvad angik det rent tømrermæssige aspekt.