Kort om projektet
Noma er ikke kun kendt i Danmark, men i hele verden som en restaurant, der ikke er bange for at eksperimentere og være innovativ. Og Noma er da også kåret til verdens bedste restaurant i 2010, 2011, 2012 og 2014 af Restaurant Magazine.
I 2018 tog Noma endnu et skridt op ad den eksperimenterende stige med åbningen af Noma 2.0, hvor Krogsgaard & Co. har stået for opførelsen, som er blevet hædret med årets Byggeri 2018 i kategorien erhverv.
Mere om opgaven
Opgaven som blev udført i fagentreprise, krævede mange specialløsninger og detaljer, som ved første øjekast ikke burde kunne lade sig gøre.
Det lykkedes dog for Krogsgaard & Co.’s 8 mand store team på kun ca. fire måneder, med ekstra lange arbejdsdage, at få de komplekse bygninger opført, så en ny og forbedret udgave af Noma – nemlig Noma 2.0 kunne se dagens lys i februar 2018.
Løsningen omfattede renovering af en eksisterende, fredet bygning ”søminedepotet”, som ligger på Holmen og er tidligere militærgrund, samt opførelsen af syv nye forbundne bygninger og to store drivhuse. Det er ikke tilladt at gå rundt på grunden, der omgiver restauranten, medmindre man har tilladelse eller er gæst i restauranten.
De syv forbundne bygninger, der hver har sin specifikke funktion i restauranten, støder op til køkkenet, hvorfra kokkene har overblik over restaurantens forskellige dele – ankomstområde, lounge, barbecueområde, vinkyper med videre. Dette gør at gæsterne også har frit kig ind til køkkenet og råvarefremstillingen, så de kan følge med i, hvad der kreeres.
De mange bygninger, som restauranten består af, giver fornemmelsen af en lille landsby, og inspirationen kommer fra gammelt skandinavisk landbrug, og er tegnet af BIG, med hvem, der har været tæt samarbejde igennem hele forløbet, ligesom det har været tilfældet med bygherre og byggeledelse.